Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

lørdag den 8. december 2012

Minus på spændingskontoen

Livet burde være smukt og dejligt, ikke? Men hvor bliver det af?! Jeg kigger ud af mit vindue hver eneste dag, og det eneste jeg ser, er gammel, beskidt sne. Jeg vil se smukt dalende sne. Det er først der, at livet er smukt. Jeg havde ønsket mig en hård vinter. Den kan stadig nå at komme. Men nu er vi efterhånden kommet 8 dage ind i vinteren, og der burde være sket noget. Ikke bare en smule nedfald, men en god, solid snestorm. Kan det virkelig være rigtigt, at min stemme er gået forgæves igen i går? Jeg håber på en hård vinter hvert år, og sjældent kommer den. Det begynder at gøre mig irritabel. Jeg vil gerne kunne berette om stride snestorme til de børn, jeg aldrig får. Men hvad? Solskin dagen lang? Det regner ikke engang, altså det er gråvejr, og er det ikke gråvejr, skinner solen. Jeg synes at det er for dårligt. Skal jeg bare opgive og lade vinter være vinter, endnu en årstid og intet mere? Bare... Ligegyldig? Uden at glædes over sne? Uden nogen følelser overhovedet? Psh. Jeg begynder at småhade denne vinter, som jeg hadede sidste vinter. Suk.

"Jamen, det er jo snart jul!" - psh. Jul var sjovt dengang man fik Barbiehuse, computere, cykler, hunde... Ikke nu. Ikke som voksen. Jeg får ingen gaver. Jeg har selv bestemt det. Det er mig, der har bestemt, at det skal være sådan. Jeg giver også kun børnene gaver. Jeg synes ikke længere at det er sjovt og hyggeligt at finde på gaver til de voksne. Og hvorfor skulle jeg også det? "Julen er børnenes fest" - ja. Men det har vi glemt i farten, og alle giver alle gaver. Vi køber så mange gaver i december og op til, at vi ruinerer os selv og enten må leve af  havregrød en hel måned, eller må optage dyre kviklån for at finansiere de dyre gaver. Vi køber  jo ikke de billige gaver, for vi vil ikke virke nærige. Intet kan være fint nok. De fineste mærkevarer bliver langet over disken i december måned som på resten af året tilsammen. Folk køber små, billige gaver til gavespillene, og det er da det eneste fornuftige. Mange familier har flere mandelgaver - både en til ungerne og en til de voksne, og som i min familie, fik ALLE en mandelgave, selvom kun én af os fik mandlen. 

Nogen mennesker er så venlige at sige tak for gaverne, og så fare ud og bytte dem, så de til januarudsalget kan få ekstra meget for deres penge. Andre siger bare "Neeeej!" og lægger trøjen ind bagerst i skabet, hvor den aldrig ser dagens lys igen. Hvor mange mennesker mon bytter deres gaver efter jul? Jeg ved det ikke. Jeg har slet ikke styr på det. Overhovedet. Jeg ved, at de gaver, jeg har købt, højst sandsynligt ikke kan byttes, men  til gengæld ved jeg, at de sikkert bliver et hit. Måske ikke sådan... "at first", men i hvert fald siden hen. 

Spændingen til juleaften er der ikke længere. Det dér med spraysne på vinduerne, kravlenisser, julekugler, julehjerter, hjemmebagte julekager, guirlander, juledekorationer, kalenderlys, ild i håret, adventslys... Der er intet af det, der virker skægt længere. Det er ikke skægt, når farmor får ild i krøllerne når hun forsøger at puste kalenderlyset ud den 24. december. Det er aldrig sket for mig. Men jeg tror egentlig, at jeg ville huske det som noget sjovt, selvom det ikke var sjovt.

Den første jul, René og jeg holdt sammen, havde vi en af hans venner med. Han, vennen, skulle sidde alene juleaften, med mad fra grillen, og jeg insisterede på, at han kom med til juleaften. Jeg snakkede med min farmor, som holdt julen, jeg snakkede med mine forældre, som skulle med, og de sagde alle 3 god for det - så Lars kom med. Min mor og far købte endda en gave til ham. Mon jeg ville invitere en ven eller veninde med til jul, hvis jeg vidste at han/hun skulle sidde alene juleaften? Nej. Jeg ville lade være med at med at holde jul, og i stedet spise grillmad sammen med min ven eller veninde. Hvorfor skulle jeg også være så barmhjertig? Jeg ved godt, at jeg pudser min glorie, når jeg kalder mig selv barmhjertig, og det er ikke min mening. Og jeg vil ikke lyde grisk. Men er der nogen, jeg kender, som ville gøre det for mig? Nej. Det kan jeg svare med det samme. 

Det hele er gået op i ligegyldigheder efterhånden. Hvor mange penge man bruger på hver enkelt, for de skal jo have for det same. Ungerne kan ikke forstå, hvorfor den ene får 3 pakker, når den anden kun får 1, fordi de ikke kan forstå penge. Voksne skal have for det og det, og man skal endelig huske at det skal være det rigtige mærke og den rigtige farve. Ellers går modtagerens verden i stykker.

Jeg er træt af julemænd, klementiner, klejner, pebernødder, honninghjerter, brændte mandler, kravlenisser, kunstigt sne og alt, hvad der hører julen til - og der er stadig lidt over 2 uger til juleaften. Og så kommer juledagene, som er så røvsyge at stort set intet overgår det. Det skulle da lige være påskedagene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar