Don't you want somebody to love? (Og kanvas tasker!) (Uh, og Topform Light!)

Jeg fundet en gammel kanvas-taske, som jeg faktisk er rigtig glad for, men som jeg havde glemt, at jeg havde! Den lå sammen med en anden taske, som har taget nogle skimmel-tæv, og derfor vil jeg gerne lige sørge for, at denne taske får en behandling med Atamon  inden jeg skal bruge den. Jeg har taget to billeder af den, bare så I kan nyde synet!

Tasken set forfra:

Tasken set bagfra:

 - Den er i øvrigt købt hos postordrefirmaet Bon A'Parte - hvilket årstal husker jeg ikke, men i 2000+

Jeg synes at såret ser forfærdeligt ud, igennem plasteret. Jeg har ikke fået det skiftet siden i fredags, efter sygeplejerens ordre, og hun kommer jo tilbage i morgen - og senere på dagen skal jeg til kontrol på hospitalet. Det bringer en masse bange anelser op i mig. Både fordi jeg skal ud, fordi det ser slemt ud med såret, og fordi jeg har pisseondt. Men jeg har René ved min side.

Jeg synes at det går bedre, det begyndte at vende i nat, og da jeg vågnede i morges, var jeg ikke så vred som jeg ellers har været. Derfor var jeg i godt humør hele dagen - det er jeg faktisk stadig. Jeg synes ikke, at jeg kan sige, at jeg er vred længere, men jeg har stadig en allerhelvedes stor, rød og prustende Satan inde i mig, som growler om lov til at komme ud. Jeg planlægger hvordan det skal tackles - sammen med René. Jeg ved ikke endnu, om jeg inddrager KBJ i det, som en reel "bestemmer", for han har intet med det at gøre. Men jeg vil spørge ham til råds. Det er bedst. Jeg skal snakke med kommunen - og allerførst skal jeg finde ud af, HVEM på kommunen, jeg skal snakke med, hvordan jeg skal ansøge. Det må jeg se på i det nye år :) (Jeg snakker om psykologhjælp)

Men lige nu går det fint. Jeg ser frem til et kedeligt 2014, uden nogen former for spontanitet og andre ubehagelige overraskelser. Jeg vil gerne være fritaget for alle former for sygdomme, og jeg vil gerne være et menneske, som hviler i mig selv og ikke lader mine indre skænderier gå ud over den mand, jeg elsker. Sådan regner jeg med, at mit 2014 bliver. Eller; jeg håber det i hvert fald. Dødkedeligt og forudsigeligt. Men rart og i min egen lille boble, kun med mig, René og vores familie og "familie-venner" - og alle dem, der er i butikkerne, når JEG er nede og handle, for jeg sætter mig for at begynde at overskride mine egne grænser og gå oftere med ned og købe ind. Langsomt, men stille og roligt, skal jeg nok blive et normalt menneske igen :) Det bliver nok ikke over kun ét år, men den slags tager tid, og jeg skal nok komme på benene igen. Det er ikke et nytårsforsæt. Det er mere et ønske om at (og dette virker meget bizart for mange mennesker) jeg gerne vil være som alle andre. Jeg vil gerne være "normal". Selvfølgelig ikke bare en, der følger med strømmen, men et menneske, som ... Ja, som ikke er en tosse. Det tror jeg, til gengæld, at mange mennesker kender. 

Jeg vil ikke ændre noget i det nye år, men jeg vil forsøge at se tingene anderledes, anskue dem fra en anden vinkel, og det vil jeg faktisk starte med lige nu. Lige her og nu. Jeg må begynde at skrive mine tanker ned. Ikke på nettet, ikke i en fil på computeren. Men på papir. Jeg starter på det om lidt, selvom jeg kun har kvadreret papir. Det må du, indtil jeg får købt linieret. 

Jeg har fået denne sang på hjernen: