Isbjørnen

Ah... Den dejlige barndom. Eller ungdom. Jeg ved ikke, hvad man kalder 12-14 år. Barndom, ikke? Jeg var dybt og inderligt forelsket i Guns N' Roses. De spillede det allerfedeste monstercool musik. Vi fik fristil for i skolen. Jeg var... Hmm... 13 år. Havde været på Guns i et årstid. I bladet MIX var der Guns N' Roses historie, bladet udkom en gang om... jeg kan ikke huske om det var en gang om ugen, eller en gang om måneden. Men jeg havde samlet alle artikler, og gemt alle billeder. Jeg havde lånt bøger på Solrød Bibliotek, som handlede om Guns N' Roses. Jeg skrev en pissefed stil om Guns. Den indeholdt alt, der var intet, der ikke var med. Der var 2 lærere, der skulle vurdere den. Kort tid efter var der forældrekonsultation, og for en gangs skyld var min far med - ellers var det min mor og mig. Jeg var også med til denne forældrekonsultation. Vi tre sad over for de 4 lærere der sad der. Min mor fortalte at jeg havde fået konstateret migræne, og min fysiklærer udbrød "Nå! Så er det derfor hun nogen gange går fra timerne!" Min matematiklærer sagde, at jeg skulle være bedre til at lave mine lektier. Jeg havde 2 dansklærere. Den ene sagde "Jeg har lært en masse om Guns N' Roses, jeg synes at det er en pragtfuld stil" - og den anden dansklærer sagde "Jeg forstår ikke, hvorfor I lader jeres datter høre den slags musik!" Min mor og far kiggede på hinanden og min far sagde "Vi hører det selv". Han havde nemlig også alle Guns N' Roses pladerne. Dansklæreren, der havde sagt det, blev pinligt berørt, og konsultationen sluttede ret brat. Haha.

Se, det er den slags minder, man må holde fast i, når det hele går ned ad bakke. Den sommer i 1993, hvor Camilla og jeg hørte Guns på min ghettoblaster mens vi gik rundt og ledte efter "drengene". Det var en gruppe af drenge, vi ret ofte hang ud med. Jakob, Flemming, Martin A., Lars, Klavs... Haha. Ved I hvad? Jakob og Lars var Renés kammerater dengang... Tænk engang, at vi har haft samme omgangskreds helt uden at være klar over det, allerede da jeg var 13 år, og René var 17 år. Jakob var kun 2 år yngre, og Lars hang han ud med, fordi han gik sammen med Lars' storebror. Flemming var Jakobs lillebror, og Martin A. kan jeg faktisk ikke huske, men René kender ham godt. Han kender også Klavs - Camillas kærlighed - som var den gut, der sagde at Megadef var seje. Haha. Jeg lytter til Megadeth nu, og jeg husker alle de gode ting fra den sommerferie. Men for at få de "rigtige" minder frem, må jeg lytte til Guns. Så nu lytter jeg til dem. De var fandeme også cool.

Men Megadeth... Første cd med dem købte jeg 24. april 1994, og i september samme år, udkom "Youthanasia", som jeg fik i julegave, sammen med en tilhørende T-shirt. Den 28. december tog vi ned til en eller anden by sydpå og hentede min dejlige, lille isbjørn.

Dette billede er taget samme dag, som vi hentede hende. Man kan ikke se min  T-shirt her, men den var så monstercool. Måske kan jeg finde et billede af den på google. Det kunne jeg! Det var denne T-shirt, jeg havde på, da billedet af min isbjørn og jeg blev knipset af min far.

Det var det her billede, der var på min T-shirt, som hang på mig, indtil den ikke kunne lappes mere. Jeg elskede den. Og den gik supergodt til mine brune jeans. Ak ja. Hvilken lykke. Hun havde et rødt halsbånd på, da vi hentede hende. Min mor spurgte mig, hvad hun skulle hedde. Jeg sagde, at jeg gerne ville kalde hende for "Hund". Hendes stamtavlenavn var Danielle, og min mor mente, at det var et godt navn, så min lille Hund kom til at hedde Danii. Hendes mormor hed Lone, og hendes farfar hed Moonshine Jack. Hehe. Trykket på Danii blev lagt på i'et, men blev ret hurtigt bare til Danni, og de fleste mennesker troede at hun var en han.

Åh ja. Jeg savner Danii så meget. Jeg kan stadig græde over at hun måtte lide sådan op til sin død - og at hun overhovedet behøvede at dø. Jeg fik lov til at sige farvel til hende. Hun lå i narkose. Dyrlægen barberede et lille stykke hud på benet og gav hende sprøjten. Min mor stod og græd. Jeg kunne ikke klare det. Jeg gik ud. Ja, jeg græder nu, typisk. Det er 8 år siden, hun døde. Jeg tuder hver eneste gang jeg ser en golden retriever. Det er den smukkeste hunderace, og jeg savner hende hver eneste dag. Hun ville ikke gå ind i mit værelse, da jeg flyttede hjemmefra. Min mor siger, at hun bare stod i døren og kiggede ind. Hun blev så glad, når jeg kom, og jeg kom på besøg hver dag for at sige hej til hende. Hun søgte til mig, når der var noget galt, selvom min mor var "overhunden" - hende, der gav mad.

Hun var bare... Noget særligt. Jeg ville have haft hende for evigt, hvis jeg kunne. Hun var - for mig - verdens smukkeste, skønneste og venligste hund. Hver gang vi fik gæster, eller når vi selv kom hjem et sted fra, fik vi en gave. Hun kom altid med sko til os. Hun hjalp min mor med at samle vasketøj, og hvis hun havde skilt et par sko ad, kom hun altid med den anden, når man viste hende den, man havde. Hun er savnet. Virkelig savnet. Ved I hvad, jeg sidder og flæber, tårerne løber som vandfald ud af øjnene på mig, og snottet skal jævnligt tørres væk for ikke at løbe ind i munden. Jeg er så ynkelig. Men hun var... Ja. Jeg skal aldrig have en hund igen.