Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

mandag den 30. juli 2012

Historien - ændret

Jeg har besluttet at fortælle min historie i små bidder i stedet for hele min livshistorie i én lang samling af kedelige anekdoter.

Da jeg var barn og boede på Vesterbro, var der hvert år et samba-optog. Mine forældre og deres venner samt deres to børn var til dette samba-optog hvert eneste år. Vi fik sprayserpentiner og vi havde mange forskellige farver, som vi sprøjtede på hinanden. Det var også dette par, vi var sammen med hver nytårsaften. Jeg husker det som virkelig hyggeligt, fordi jeg måtte være oppe så længe, og Mia og Malene havde en skildpadde, som vi elskede at se på, selvom den ikke bevægede sig overhovedet, men bare lå i papkassen under arkitektlampen. Om sommeren legede Mia og jeg på legepladsen lige foran deres hus. De havde det mest cool rækkehus i hele Albertslund. Hm, men nytårsaften fik vi knaldperler. Totalt hit, men jeg var alligevel lidt nervøs. Niels, deres far, var vist tilhænger af fyrværkeri. Han havde altid det sidste nye, de flotteste og dyreste raketter. Dem blev vi uvenner med. Jeg kan ikke huske hvorfor. Tror aldrig, at jeg har fået det at vide.

Der skete en masse forskelligt mens jeg boede på Vesterbro. Der var f.eks. en pyroman på spil, men på en eller anden måde, var det altid på den anden side af gaden (vi boede på Søndre Boulevard). Ofte stod jeg og kiggede forskrækket på de brændende huse, men min mor trak mig altid væk. Det var ret ofte, om  aftenen, at der stod folk og rodede med elektriciteten, så når jeg skulle i seng, satte mit mor et stearinlys ved mig, ikke så tæt på, at jeg ville kunne sætte ild til det hele. Hun nussede min kind, strøg mig over hovedet og sagde "Man må ikke sove med tyggegummi, for hvis det falder ud, kan det sætte sig fast i håret, og det er ikke til at få ud". Så fik hun mit tyggegummi, kyssede mig godnat og gik tilbage til stuen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar