Hvorfor er det altid besværligt med familie? Som nogen af jer måske ved, er min far, farmor og mor ikke på talefod med René. Jeg snakker med min bror og hans hustru - men jeg kan ikke invitere dem herhjem, selvom René insisterer på det, fordi det vil gøre min far edderspændt. Hvis de eneste, der ikke må komme her, er ham og min farmor. Hvis hans søn og svigerdatter så kommer her, bliver han sur - og et eller andet sted kan jeg godt forstå det, selvom jeg også gerne vil se Mark og Anja. Det er en meget besværlig situation. Jeg synes, at det er noget pjat, men sådan er det nu altså. Hvad skal jeg vælge? Hvorfor skal jeg vælge? Hvorfor stiller René og min familie mig i sådan en dum situation? Jeg forstår det seriøst ikke. Jeg er Renés hustru og mine forældres datter, barnebarn til min farmor. Hvad får de 4 ud af at sætte mig i den her situation? Jeg er ret tæt på at spørge Mark og Anja om de vil besøge os, men vi har intet, ungerne kan lave. Plus der så er det med min far og hans stolthed. Hvis han er den eneste, der ikke må komme... Jeg ville selv føle mig dårligt tilpas. Det er slet ikke rart for min far at skulle holde sig væk, når alle andre er velkommen. Min mor skal komme, når René ikke er hjemme, godt nok, men alligevel. Det er synd for min far - også selvom han selv har startet hele balladen.
Jeg går engang imellem og tænker på, hvor rart det ville være uden en familie. Uden familie overhovedet - også Renés familie. Så det bare var René og mig. Min familie er sure over, at Renés familie kommer her, og Renés familie får et kick ud af at bagtale mine og kalde dem dårlige ting. Alt ville være så meget nemmere. R&R mod verden. Jeg kan ikke holde det her ud længere. Jeg kan godt insistere på, at min familie må komme her, men så kommer "René 5 år" op i ham, og giver mig skyldfølelse over at jeg overhovedet snakker med min familie stadigvæk. Det magter jeg heller ikke, det gør mig så ked af det. Jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg skal stille op. Ja, min far har sagt (skrevet) nogle dumme ting til mig, men alligevel... Det var til mig, og ikke René, og selvom René er sur på mine vegne, burde jeg vel have lov til at sige noget?
Suk. De her tråde bliver aldrig redet ud. Min far har sagt undskyld, René tog ikke imod den, René siger "Det kan være det bliver anderledes i fremtiden" - men min far er 62 år gammel. Der er ikke særlig meget "fremtid" i ham, og når René engang har tilgivet ham, er han så gnaven og indelukket, at han ikke tager imod Renés ønske om at ses igen. Jeg har kun ét spørgsmål, sådan rigtig:
Hvorfor gør I det her ved mig?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar