Facebook. Nå

Dette indlæg burde skrives omkring klokken 13, for at omhandle formiddagens strabadser på Roskilde sygehus. Men eftersom jeg nu, 1 time før afgang, keder mig af helvedes til, får I lige en update! René har ENDELIG fået anskaffet sig en tid hos smertelægen på hans andet arbejdssted, og nu håber vi, at ham lægen ikke kan genkende Renés navn eller noget, og holder fri den dag. Men som jeg skrev i går, er vi NØDT til at få en afslutning. Og jeg har ringet til reumatologisk ambulatorium for at anskaffe mig en kopi af Renés journal derinde fra. Så alt er i orden nu, vi skal bare have transporteret René ind til Frederiksberg. Men mon ikke hans mor vil hjælpe?

Jeg har ikke fået spist morgenmad i dag, fordi jeg havde lidt små-trækken i armene, da jeg stod op, og var bange for at tabe (endnu) en tallerken. Jeg burde spise nu, men jeg er ikke sulten. Jeg tror dog, at jeg presser et par madder ned, for det bliver noget skidt, når vi når ind til Roskilde, for så er jeg sikkert hundesulten. Det er et ret typisk Rikke-træk. Men okay, sådan er der sikkert mange, der har det. Også med toiletbesøg.  Haha.

Jeg stod og tænkte over noget i går, da vi var på tanken for at købe en is, da vi var ude at gå en aftentur. Jeg stod og skulle vælge, og pludselig ser jeg "Synes godt om Frisko på Facebook" og jeg tænkte "de er sgu da også overalt efterhånden" - da jeg kommer hjem og får taget hul på en Faxe Kondi Free, ser jeg sør'me at der står "www.faxekondi.com/facebook" - og så tænkte jeg bare "TOTAL PEST!" Jeg nægter at have facebook. Jeg gider det ikke, jeg har ikke noget at bruge det til. Men hvis man ikke har facebook, er det som om man har meldt sig ud af samfundet. Min mor, min far, Renés mor, Renés far... Alle er på Facebook. Jeg er ikke, og René er heller ikke. Vi har nogenlunde de samme grunde. Mine grunde er, at jeg for det første ikke har behov for at have flere net-venner, dem, jeg har, er de bedste, jeg har ikke behov for andre. For det andet har jeg på ingen måde overhovedet what so ever lyst til at blive mindet om min fortid ved, at gamle klassekammerater henvender sig til mig. For det tredje gider jeg ikke at være en del af noget, som overtager verden på den måde, Facebook gør. Jeg gider ikke at være en af dem, der hele tiden går ind og kigger på profiler andres status, for at se, hvordan det går dem, fordi man ikke kan klare at se at de er lykkelige. Det sørgelige folk, som konstant hænger på Facebook - lige præcis som jeg gør her, og som jeg gjorde på blog.dk. Det er noget bæ, når man - som jeg - på forhånd ved, at man ikke kan styre det. Jeg synes godt nok, at Facebook er... Ja. Jeg vil ikke disse det mere her i min blog. Jeg bryder mig bare ikke om det. Simple as.

René er ved at løbe tør for medicin igen. Han er nødt til at tigge vores læge om at udskrive det, eftersom han (René) ikke kan nå ind til smertelægen før han skal have piller igen. Shoot. Men det kan han sikkert godt overtales til. Det håber jeg. Ellers er vi - igen - seriøst på skideren. Men den her gang gør vi det lige et par dage før vi løber tør - så jeg skal have René til at ringe til ham i morgen.

Og sølvfiskene har fuldstændig invaderet vores hjem. Udluftning hele dagen, affugter... De løber bare rundt på gulvet. Vi har da kunnet finde ud af, at de lever under panelerne. Men hvorfor er de kommet? De kan leve i op til 8 år, og de bliver kønsmodne efter 1 år. René og jeg har ikke boet her i 1 år.  Så de må jo have været her før vi flyttede ind. Men! Hvorfor har vi så ikke set dem før? Har hende, der boede her før, haft noget med det at gøre? Jeg er simpelthen så træt af sølvfisk. Hmpf!

Nå.