Kære farmor!

Du er det familiemedlem, jeg stoler mest på. Jeg kan fortælle dig alt, og vide at det ikke kommer videre. Hvis jeg er fattig, smider du penge i min retning. Du græd af glæde da jeg fortalte dig at jeg var blevet kæreste med René. Du var den første jeg ringede til, da han havde friet til mig. Også da græd du af glæde. Du har bedt mig om at fortælle dig alt, hvad der sker i mit liv, fordi du gerne vil vide det, så du kan hjælpe eller støtte mig. Da farfar døde, holdt jeg om dig til begravelsen, du prøvede at være stærk, men du brød sammen i mine arme. Ofte har vi grædt sammen, ofte har vi grint sammen. Vi fniser tit, du og jeg. Du har altid sørget for, at jeg havde det godt - dig og farfar kørte mig rundt til alt, hvad jeg skulle, helt fra jeg var lille bitte og til I solgte jeres bil fordi I følte at I var blevet for gamle til at køre. Det var jer, der kørte mig i skole på min allerførste skoledag, og det var jer, der hentede mig og kørte mig hjem, da jeg blev udskrevet fra ung.psyk. Det var dig, der altid sørgede for, at jeg havde det sidste nye legetøj - og det var dig og farfar, der for Rødovre Centrum igennem for at finde de cd'er jeg ønskede mig. Det var dig, der købte min skoletaske hvert eneste år. Det var dig og farfar, som gav mig nye rulleskøjter i fødselsdagsgave hvert eneste år. I var der altid. Du var der altid. Du er den bedste farmor, man kunne ønske sig. Du griner hver gang jeg ringer til dig og kalder dig "skumle skovnisse" eller "kringlede kanelsnegl" og hvad jeg ellers kan finde på. Famse - jeg elsker dig.

Dejlig, er du!