Den tur jeg gik mandag aften har virkelig bare... Alt er vendt op og ned. Alt er vendt på vrangen. Alt er sært, men alligevel ikke. Jeg har ikke været ude siden mandag aften, jeg har ikke engang været i nærheden af et åbent vindue. Men jeg føler at jeg har overskredet alle de grænser, jeg havde. Alle mine grænser er overskredet. Hvorfor? Fordi jeg skred. Jeg freaking skred. Jeg tog René i min hånd og mit nøglebundt i den anden. Og så skred jeg. Jeg gik ud af min dør og så gik jeg bare. Hjernen slog fra. Faktisk kan jeg ikke engang huske turen, men René har fortalt mig alt om den. I går da jeg kom hjem, var jeg helt slap, jeg har tilbragt en hel tirsdag i sengen, mere eller mindre, og jeg sidder her nu, natten til onsdag, og har endelig fundet roen. Jeg føler en sær "indre ro" eller en form for "harmoni med mig selv". Jeg er ikke klar til at kaste mig ud i at gå turen igen, og jeg skal ikke ud at gå lange ture igen sådan lige umiddelbart. Angsten er der stadig. Men det, at jeg har trodset angsten og har været i stand til at gå den lange distance, gør mig 10 meter høj, og jeg føler mig almægtig, selvom jeg samtidig føler mig lille bitte og ydmyg, fordi det teknisk set var René og nøglebundtet, der gav udslaget. Det er det eneste jeg husker. Og den ømme arm, som jeg brugte da jeg holdt René i hånden og nøglernes mærke i min håndflade. De to ting er der stadig, og jeg ved ikke, om jeg skal føle mig stolt, som René siger, eller taknemmelig, som jeg selv føler, jeg burde være.
Jeg ved ikke, om stolthed eller ydmyghed/taknemlighed er noget af det, jeg burde føle. Men nu er klokken 2, og jeg vil gå i seng nu. Jeg vil gerne snakke med René inden virkningen af hans sovepille sætter ind.
Sov godt, alle sammen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar