Afbrændte hjerneceller

Okay. 

Endnu et et epileptisk anfald. Denne gang på badeværelset. Supervoldsomt. Jeg har aldrig oplevet René så bange. Da jeg kom til mig selv og kom op at stå... Wauw... Jeg føler sgu med ham. Jeg kan huske at jeg kæmpede som en gal for at komme op at stå. Det tog i hvert fald 15 minutter, og jeg faldt ind og ud af bevidsthed. Jeg er ret chokeret over det. Det er René også. Jeg har ondt allevegne og har fået min del af blå mærker. Men da jeg så ham, da jeg vågnede helt... Jeg var lige ved at græde. Jeg mener virkelig... Jeg har aldrig set ham sådan.

Jeg talte i telefon med min mor her for lidt siden, jeg tabte telefonen og væltede alt på reolen ned. Anfaldet var ved 8-tiden i morges, og jeg burde ikke have efterveer. Det har jeg aldrig prøvet før. Det er heller ikke sikkert, at det var efterveer, måske var jeg bare uheldig.

Katja kommer her om ca. ½ time, og jeg glæder mig. Det er lang tid siden vi sidst har set hinanden. Damn,  jeg er sulten. Og vi har ikke noget, jeg bare sådan lige kan spise, når der kommer gæster om 30 minutter. Måske kan jeg få René til at gå ned og købe noget?