Tænk engang. Jeg startede så småt med at hade skolen inderligt da jeg var 13 år. Jeg troede at jeg var skoletræt, og efterhånden som årene gik, blev jeg mere og mere træt af den lorteskole. Min mor var støttende, så jeg fik lov til at gå tidligt hjem stort set hver dag, og af og til fik jeg lov til at blive hjemme. Da skolen sluttede, var jeg så smart at jeg hoppede på HTX samme år. Det ødelagde mig fuldstændig, og jeg blev bare en anelse vanvittig, for nu at underdrive lidt. En dag læste jeg en artikel i et tilfældigt blad, der handlede om psykisk sygdom. Det virkede mere spændende end de psykologi-timer, vi havde i skolen. Derfor lånte jeg en masse bøger på biblioteket. Det viste sig, at psykisk sygdom ikke nåede op i de højder, jeg ledte efter - jeg ville læse om sindssyge mennesker. Derfor afleverede jeg bøgerne igen, og lånte bøger om psykiatri.
Da jeg kom hjem, åbnede jeg den første bog. Jeg læste den næsten helt igennem, men da jeg nåede skizofreni, blev jeg SÅ bange, for alt det, der stod, viste mig som et skoleeksempel. Alt passede på mig. Det skræmte mig forfærdeligt. Men jeg lod det ligge. Indtil min mor en dag greb mig i et angstanfald. Hun sendte mig til lægen. Jeg var dernede 4 gange, og opfandt sygdomme, og først da min mor tog med den 5. gang, fik jeg afsløret, hvad der foregik. Min læge henviste mig til psykiatrisk skadestue, for han sagde, at det gik hurtigere den vej. Min far kørte mig til Roskilde, hvor den psykiatriske skadestue, jeg skulle på ligger. Jeg snakkede med en psykiater, som sendte mig videre til distriktspsykiatrien, som lavede en psykologisk test på mig. Psykologen sagde, at jeg var for ung til at gå i terapi dér (jeg var 18, man skal være 19) og henviste mig til ungdomspsykiatrisk afsnit, også i Roskilde, hvor jeg var i 9 måneder. Så fyldte jeg 19 år, og kom tilbage til distriktspsykiatrien, der gav mig tværfaglig terapi - dvs. at jeg gik både hos en psykiater og en psykolog samme sted. Der gik jeg i terapi frem til jeg var 26 år gammel. Så stoppede min psykolog, men jeg fik lov til at gå hos hende stadigvæk. Hun var i gang med at starte sin egen praksis. Hun sagde "hvor meget har du råd til at betale?" Jeg svarede at jeg havde råd til 300 kroner hver 2. uge (psykologer tager normalt mellem 800-1000 kroner pr. konsultation). Det godtog hun, og hun havde tid til mig frem til hendes praksis var færdig, hvor vi i samråd blev enige om at stoppe - Vi havde udviklet et venindeforhold (hun var kun 5-6 år ældre end mig), hvilket ikke er meningen med en psykolog. Så vi sagde farvel til hinanden, og uden at møde den nye psykolog i distriktspsykiatrien, blev jeg afsluttet derfra, og skulle ind i det private. Jeg fandt en psykiater, men kemien var der ikke, så jeg stoppede efter 2. konsultationer. Så sagde min læge, at KBJ var utrolig kompetent. Jeg ringede til klinikken, og der var 4 måneders ventetid. Sekretæren sagde, at hun ville ringe til mig, hvis der kom et afbud. Jeg ventede i 3 uger. Så var jeg patient hos KBJ og har været det siden 2007.
Jeg har været sindssygt heldig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar