Jeg er overfladisk

"You're So Vain"

Denne sang er udgivet i 1972, af Carly Simon, og lige nu lytter jeg til en version lavet af Marilyn Manson. Det er morsomt. For jeg var ikke født i 1972. Jeg blev født i 1980. Men den her sang, "You're So Vain", af Marilyn Manson, tænker jeg straks på mig selv. Sært, ikke? Den sang er ikke skrevet til mig, og alligevel føler jeg mig virkelig ramt. Ikke af originalen, som jeg ikke bryder mig speciel meget om, men af Mansons version. Den snakker til mig. Sært. Det er nok lidt som når nogle mennesker straks tænker "Hvad har jeg gjort?!" når de ser en politibil køre forbi.

Jeg er egentlig også ret overfladisk, det er nok derfor den sang rammer som den gør. Har I lagt mærke til det? Jeg kigger på, hvordan folk ser ud. Altså, ikke om de er tykke, har rødt hår eller mærkeligt skæg. Men deres tænder. Jeg ser straks på deres tænder. Hvis folk har grimme tænder, kan jeg ikke se dem i øjnene. Jeg har ikke selv specielt pæne tænder, men de er ikke rådne. Det er den slags, jeg taler om. Ikke udformningen, ikke farven - men om de er rådne. 

Det er som min opfattelse af mennesker. Jeg er ikke sjov. Overhovedet. Men folk som er sjove, og kan få mig til at grine (hvilket, i øvrigt, ikke kræver det helt store), har en stor, stor chance for at vinde min respekt. Folk, der har gjort noget ekstraordinært, dem er jeg også glad for.

Men I kan godt se det, ikke? Jeg kræver vildt meget af folk, og jeg kan ikke levere det samme tilbage. Det er temmelig fesent, synes jeg.

Men men. Jeg kan ikke sætte mig ned og sige:

"Jeg vil ikke længere være overfladisk"

- for jeg har altid været sådan.

Sur røv. Men fakta.