En stærk kvinde

Kender I det, når man stod op, havde en lortedag, og så pludselig indser, at man er komplet dum, ikke fatter en bjælde og faktisk bare burde trækkes ud bagved og få et nakkeskud? Det gør jeg. Det er sådan, jeg føler nu. Jeg føler mig virkelig dårlig lige nu. Ikke deprimeret, men I ved... Jeg har en følelse, en urolig følelse, rastløshed, som gør det umuligt for mig at slappe af og bare nyde dagen. Jeg sidder som på nåle, og hvorfor? Jeg har en konstant følelse af nervøsitet, samtidig vrede, og jeg føler mig ekstremt... Hm... hadet. Af alle. Jeg ved ikke hvorfor, tror da ikke, at nogen hader mig... Eller; jo, det er der jo, men jeg ved ikke hvem, og jeg er ligeglad. Jeg føler bare, at jeg ikke har ret til at eksistere. Jeg føler mig svært trist og ulykkelig - og det værste er, at jeg ikke ved, hvorfor! Jeg har intet at have det dårligt over. 

Jeg sidder her og lytter til Type O Negative, det hjælper en del. De beroliger mig altid, Peter, med hans mørke stemme... Hvor er det synd. Hvor har verden dog mistet meget. Men den her musik... Den er fantastisk... Den er så rar og dejlig... Den gør det hele lidt bedre. Får mig til at føle mig mindre dum, mindre rastløs, mindre vred. Jeg sidder her og drikker kold cola, har det rart, og forsøger at glemme al den ydmygelse, jeg må igennem hver dag. Jeg hader mig selv. Det gør jeg virkelig. Peter gør det lidt bedre. Han lavede god musik... Han kendte til mine følelser, uden at kende mig. Fantastisk, ikke? Engang imellem føles det som om visse af hans sange er skrevet til mig om mig, uden at han havde en idé om, hvem jeg er, og hvordan jeg føler - for det er jo hans egne følelser, han skriver om. Jeg elsker sange, der beskriver mine følelser. Og det gør Peters. Stadigvæk... I morgen er det 8 måneder siden, han døde. Tiden går hurtigt. Det føles som i går. Sorg er en mærkelig størrelse... Mon jeg nogensinde kommer videre? Ikke har lyst til at lytte til Type O Negative mere? Jeg har deres logo tatoveret på min arm. Jeg glemmer dem aldrig. Men mister jeg lysten til at høre det, med alderen? Jeg tænker umiddelbart "nej". Min far hører stadig den slags musik han gjorde som ung. Jeg vil måske ikke være så tilbøjelig til at kalde Type O Negative for mit yndlingsband om 20 år. For til den tid er der måske kommet noget, jeg bedre kan lide. Men lige nu, og de sidste 13 år, har Type O Negative været blandt de 3 største bands i mit liv. 

Men intet varer ved, er det ikke det, man siger? Jeg håber ikke, at det er løgn, for jeg gider ikke at have den her lortedag om og om igen. Som den dér film med Bill Murray. Åh, hvad er det nu, den hedder. "Groundhog Day" eller noget i den stil. På dansk hedder den "En ny dag truer". Det vil bare være så meget øv. Men jeg klarer det jo nok, hvis det ender sådan. For jeg klarer det meste. Jeg er en stærk kvinde. Det er det, folk altid siger.