Desværre

Kender I det, når man har en vildt god veninde/ven, som bare har været der altid, og man så ligesom vokser fra? Man savner det, man havde, men ved ikke, hvordan man skal få det tilbage, fordi man er vokset i hver sin retning. Man ser måske hinanden for lidt, eller måske får man en interesse, som ens veninde/ven ikke synes er spændende?

For det kender jeg. Jeg har en veninde, som jeg engang var sammen med hver dag. Vi havde det skidesjovt. Lige så langsomt blev vi voksne, og jeg gik på pension, den anden startede på en uddannelse, og fik job. Jeg sad derhjemme hver dag og drømte om René, snakkede ikke om andet. Min veninde kom troligt en gang om ugen eller sådan noget, og det bedste var vores fede ture til IKEA hvor vi købte så meget lort, at vi ikke kunne være i bussen, så min far måtte hente os. Men så var det lidt som om det dér med at ses gled ud i sandet. Jeg sidder stadig på pension, og har ikke noget at kunne tilbyde. Og har jeg lyst?

Jeg har en veninde, som jeg kom en del hos. Jeg tror ikke, at hun brød sig om at være hos mig. Vi spiste frokost sammen, og så kørte hun mig hjem. Så var det, hun mødte en mand, som hun holdt meget af. Hun snakkede ikke om ham, men sad og skrev sms'er med ham konstant, når hun besøgte mig, så den anden veninde og jeg bare sad og snakkede. Manden, som hun elskede, var ikke klar til at møde os, sagde hun, og ca. ½ år senere skulle de giftes, og jeg hørte kun om alle hendes nye veninder, både fra jobbet, og dem hun havde mødt. Dem, som var fine nok til hende. Fordi jeg ikke var fin nok, fik jeg ikke en eneste invitation om at komme og se hendes lejlighed. Hende har jeg ikke kontakt til længere - men hun har kontakt til den første veninde, selvom det kun er på Facebook.

Så er der min ven. Ham er jeg ikke ved at vokse fra, men det er som om jeg bliver glad, når han ikke skriver til mig, fordi han kan finde på at skrive "Jeg sidder og ser film, de er rigtig fede. Sorry hvis jeg vækkede dig" klokken 1 om natten. Så har han fundet en kvinde, han skriver meget sammen med. Så er jeg glemt. Jeg er ligeglad, ikke såret, men jeg undrer mig over, hvorfor han dropper mig, hans "sjæleven", for en anden. Men han er vel bare træt af mig. Det er en ærlig sag.

Men når det her er lagt op... Så har jeg ingen veninder eller venner tilbage. Jeg lever på nettet, hvor jeg da har veninder, jeg snakker med, og som jeg ikke ønsker at undvære. Men kan man leve sådan? Jeg bryder mig faktisk ikke om mennesker, sådan generelt, når der kommer nogen på besøg, som jeg skal være med til at underholde, er jeg bare helt færdig bagefter, fordi det er sådan en stor anstrengelse for mig. Måske har jeg selv inviteret dem, fordi jeg gerne vil se dem, men alligevel er det sådan lidt småpinligt...

Ja. Det er noget røv, for jeg kommer ikke sådan rigtig ud længere. Kun hos Kim & Majbrit, Det kan jo ikke være rigtigt, altså... Men det er det. Desværre.