Uddrag af "Life Is Killing Me" af Type O Negative
"I have no choice: Devoid of rights
So pull the plug, it's my damned life
Keep me alive to increase your bill
A Red Cross hell? - The hospital!
Just let me die with dignity
It's not suicide, simply mercy
Just who do you think you are?
Medical school don't make you God
Now I don't know what you've been taught
Just get me off this life support
Just let me die with dignity
It's not suicide, simply mercy
Life is killing me"
Det her stykke er meget ... hmm... Mig. Det beskriver lidt mine følelser lige nu. "Just let me die with dignity, it's not suicide, simply mercy" - det er sådan lidt hen af, hvordan jeg har det lige nu. Jeg har lige spist en lækker middag, hygget med René undervejs, tilbragt en time i hans selskab med at se serier og har bare hygget mig. Men alligevel har jeg det sådan... Hvis jeg kom gående og faldt ned i et hul, og jeg ikke blev opdaget, men begravet i jord... Det ville ikke gøre så meget. Jeg elsker René, og det har intet med ham at gøre, ej heller andet familie. Jeg føler mig bare så enormt nede lige nu. Jeg føler at jeg ikke kan klare mig længere, jeg har ikke mere overskud. Jeg er ikke den person, jeg gerne ville være. Og jeg snakker ikke intelligens og uddannelse. Jeg kan ikke forklare hvad det er. Jeg føler mig bare forkert. Som om jeg er byttet ud med en anden. Jeg ved ikke om det er min hjerne, der er byttet ud med deres, eller om det er kroppen, men umiddelbart føles det som det første. Min hjerne er en stor blob.
Jeg får ikke lavet de ting, jeg sætter mig for. Jeg får ikke gjort noget ved de ting, jeg gerne vil. I stedet sidder jeg her og fylder mere blob i min hjerne. Jeg blobber den. Problemerne hober sig op - og der er ingen problemer. Det er mig selv, der skaber dem. Det er mig, der opfører mig som en på børnehaveniveau. Det er et stort problem for mig, at "Søren" har taget mine Legoklodser.
Det var en svær pille at sluge at skulle overgive økonomien til René. Jeg har øvet mig så meget, er blevet så god, og så går jeg ned med flaget på grund af en flytning. Jeg skammer mig. Jeg forstår ikke, at jeg kan være så svag. Fordi tallene ikke stemte, og der blev ved med at komme regninger, jeg mistede overblikket, og jeg fik det seriøst dårligt. Jeg er ikke kommet videre, selvom jeg har overgivet det 100% til René og har givet ham mit NemID kort så han kan ordne de ting. Så tager jeg mig af de daglige indkøb. Men jeg skal have lært René at det ikke bare er at holde øjne med penge på kontoen. Det skal skrives ind i et regneprogram, og så skal det skrives ned fra måned til måned, hvad der er blevet brugt. Jeg bliver nødt til at vise ham det. Godt nok er det ikke noget, jeg skal se på, men det skal i arkiverne, når jeg får oprettet sådan et. Se, nu stresser jeg allerede igen.
Jeg forstår det bare ikke. Er jeg dum? Fungerer den ikke på øverste etage? Jeg hader mig selv. Jeg hader, hvad jeg er blevet. Og det hele skyldes den satans flytning, for før gik det skidegodt. Jeg hader det. Jeg må ikke få det tilbage, når vi er kommet over flytningen. "Vi skal være to om det" - og det er da sandt. Det er jo klogt. Men det er så svært for mig at opgive økonomien totalt. Jeg er og har meget længe været afhængig af netbank, og har været derinde 1-5 gange dagligt for at regne noget nyt ud. Det er svært at jeg ikke længere bare kan gøre det. Men jeg må jo tage mig sammen.
Det er bare det dér med "tage mig sammen" - det er ikke så let som det lyder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar