"If you don't kill me, I'm gonna have to kill you"

Jeg har ikke meget at sige lige nu. Et brev, jeg skrev i går, fik mine følelser til at blusse op, og jeg sidder og græder over Peters død. Jeg kan ligesom ikke komme videre, jeg sidder fast i sorg, og jeg synes egentlig at det giver sig selv. Han hadede sig selv - for mig var han den perfekte mand. Jeg så op til ham, ønskede at skrive som han gjorde og i det hele taget bare bruge mine evner - evner, som jeg fik fra ham. Han gav mig inspiration til at leve. Nu er der bare.. Musikken, ja, men det er IKKE det samme, når jeg sidder og tænker på, at manden der skrev disse vidunderlige tekster er død. Som i "kommer aldrig tilbage". Musikken mangler sin gnist. Tag ikke fejl. Yndlingsmusik stadigvæk. Men... Hvor skal jeg nu få min inspiration fra? Hvor skal jeg nu finde ting fra teksterne, der kan give anledning til noget? Har allerede hørt det hele. Jeg har hørt det hele igen og igen. Jeg savner ham hver dag.

 

"If you fall, I will catch you

When you're lost, I'll be there soon

Far away, but of course near

When you're sad, I'm always here"

- "Nettie" (Type O Negative)

(Peter skrev denne sang til sin mor)