Er det modigt eller dumt?

"... I'm not really dead, but I really needed someone to save me. Leaving me to alone die is worse than having any guts to kill me"

Jeg tænker ofte på, hvad der mon driver mig, når det kommer til livet. Der er René, selvfølgelig. Det er en væsentlig grund.

Men jeg tænker på, hvad der får os til at ønske at leve. Ikke som i det indlæg, jeg skrev om at leve eller være i live. Det var mere filosofisk, eller hvad man kalder den slags. Det her handler reelt om liv eller død. Hvis vi bare kunne tænke "Fuck det, jeg vil dø" og man døde - hvor mange ville vælge det, og hvor mange ville sidde et sted og ønske de ikke havde sagt det?

Jeg har sagt det oceaner af gange, både fordi jeg ville dø, men også fordi jeg ville straffe eller chokere folk. Det har været svært at indse de to sidste ting, for jeg troede at jeg vitterligt ville dø. At jeg ville straffe dem omkring mig, var meget svært for mig at erkende.

Men hvis man bare skulle sige det. "Jeg vil dø" og man så døde - var der så mange, der ville sige det? Især i forhold til nu og alle de teenagere, der har det skidt nu og her. Hvis jeg var blevet droppet af min kæreste på den groveste vis, ydmyget og latterliggjort, og tænkte "Bare jeg var død" - var det så cool at man bare slyngede den slags ud i arrigskab, eller var der cool at tænke over tingene? 

Forstår I overhovedet, hvad jeg mener? Hvis man som teenager, hvor man er meget mere påvirkelig, har en dårlig dag og tænker at man gerne vil dø, eller man som 50-årig ikke har opnået noget af det, man havde planlagt, og derfor tænkte på døden som noget rart - ville det så være rart hvis man bare døde, hvis man sammensatte de 4 ord til én sætning, eller ville man bagefter sidde et sted og se på sit liv og hvad man havde kunnet opnå, hvis man ikke var død, og man fortrød det big time?

Jeg tænkte "Jeg vil gerne dø" og en veninde sagde til mig, at jeg måske ville ende hos Gud, der ville vise mig, hvordan mit liv ville være blevet, hvis jeg ikke var død. Grunden til, at jeg gerne ville dø, var at René ikke vil have mig og ikke elskede mig på den "rigtige" måde. Hvis jeg var død, ville jeg måske have siddet hos en eller anden form for væsen - måske Gud - der havde vist mig, hvordan mit liv var nu. Lykkeligt gift med René. Jeg tænker, at min veninde måske har ret? Kan man risikere at skulle sidde og se på alt det, man ønskede at opnå, rent faktisk ville være opnået, hvis man ikke havde begået selvmord?

Jeg er ikke troende. Jeg tror ikke på nogen former for Gud, naturkraft eller andet. Jeg tror ikke, at der er noget. Men det er MIN holdning til tingene. Jeg kan tage fejl, og min veninde kan have ret. Så længe ingen med sikkerhed ved, hvad der foregår efter døden, er det umuligt at sige med sikkerhed.

Er du en af dem, der ønsker at dø?

Er du en af dem, der tør tage chancen?

Er du en af dem, der synes det er modigt - eller er du en af dem, der synes at det er virkelig åndssvagt?