Tænker I på, hvordan I behandler andre? Er det stadig "Vær overfor andre, som du ønsker de skal være overfor dig"? Eller det mere "Hey - du er sgu alligevel cool. Men jeg er en smule bedre end du er"? Føler vi alle sammen, at vi er en lille bitte smule klogere end andre? Smukkere? Synes vi alle sammen, at vi er mere cool end naboen? Og ER hans græs virkelig grønnere end vores eget?
Jeg har en idé om, at vi har en tendens til at føle og en smule mere intelligent eller smukkere end folk omkring os. Jeg kender en, som jeg ikke synes er lige så smuk som jeg er - selvom hun er mere ombejlet end jeg er. Jeg synes også at jeg ved mere om "livet" end en anden, jeg kender. I virkeligheden er det måske sandt, eller måske er det ikke. Det kan jeg ikke selv vurdere, fordi jeg er subjektiv omkring de her ting. De har det sikkert på samme måde overfor mig.
Hvad gør man, når man støder ind i et menneske, som man gerne vil være venner med, men ikke sådan helt ved, hvordan man skal komme i kontakt med? Eller måske skaber en person gnister imellem dig og vedkommende? Enten seksuelt eller følelsesmæssigt? Vil man hilse på personen, som man ikke kender? Præsentere sig og spørge ind til personen? Eller ville man tilfældigvis støde ind i personen, og på den måde falde i snak? Hvis man føler sig ensom og ikke har mulighed for at møde andre, som man f.eks. har det hvis man lider af en psykisk sygdom - vil man ringe tilfældige numre op, og håbe at en person, der lyder venlig, er villig til at snakke med en? Skabe et slags "bånd" og måske endda aftale at ringes ved?
Hvad gør man, hvis man til en fest havner ved siden af en, der så irriterende, at man har lyst til at rejse sig op og gå? Eller hvis man til en ishockeykamp sidder ved siden af en, der er meget "engageret" i sporten, og man selv bare har fået billetten af en, der ikke kunne alligevel? Ville man bede personen om at slappe lidt af, ville man sidde og udholde det - eller ville man gå sin vej, f.eks. op og købe to ristede med brød og en stor fadøl? Ville man helt forlade kampen?
Hvad med børn? Små børn? De sætter sig ned i sandkassen og siger "Må jeg låne din spand" - og så er man venner. Ganske enkelt. Lidt ældre børn slår hinanden, fordi de godt kan lide hinanden, og efter lidt drillerier, så er man kærester. Men jo ældre man bliver, jo sværere er det. Og alligevel er gamle mennesker i et aktivitetscenter ikke langsomme om at blive venner. "Nå, du har også en kørestol" - "jaja. det har jeg haft i 40 år. Hvad med dig?" - og så er man venner.
Jeg er ikke interesseret i flere venner. Men jeg vil gerne have masser af venner på internettet, og efter mine standarter, ja, så har jeg det også. De fleste er både smukkere og mere intelligente end jeg er - men på en mystisk måde, generer det mig ikke. Jeg synes selvfølgelig ikke at det er fedt at være 10 år ældre end folk, der er klogere end mig. Men samtidig gør det ikke så meget, for de blamerer sig ikke med det. Når jeg ønsker flere venner på internettet, sørger jeg for at skaffe mig folk, jeg kan skrive sammen med - f.eks. på sider, hvor folk skriver, hvis de vil have folk at skrive sammen med. Det virker lidt sørgeligt, men det er det faktisk ikke. Jeg vil gerne indrømme, at jeg tiltrækker psykisk syge mennesker, men det er jo min egen skyld. Jeg er lidt for hurtig til at tilbyde min hjælp, hvis folk har det dårligt. Men jeg har rigtig gode venner på internettet, som jeg sætter pris på. Engang imellem kan jeg ikke lade være med at more mig lidt over, hvad nogen skriver. Men jeg tænker ikke mindre om dem. Jeg føler mig måske en smule mere intelligent end dem, og muligvis er jeg det også. Muligvis er jeg ikke. Jeg er ligeglad. For vi har nogle gode snakke.
Så alt i alt, er det meget forskelligt, hvordan vi tiltrækker andre mennesker. Og hvordan vi frastødes af andre. Tænk på, hvor meget et smil og "Hav en god dag" kan redde en kasseekspedients dag, hvis man kommer sent, f.eks. 1 eller 2 timer før lukketid, og der har været 100 sure mennesker, der har brokket sig, og man bare skal sidde og tage imod og forsøge at behage dem - så kan et venligt ansigt og en rar bemærkning veje op for en hel dag.
Jeg vil derfor konkludere, at uanset om man ønsker en person som ven, kæreste eller elsker, så starter det altid med et smil (eller med en spand i sandkassen).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar