Jeg har set interviewet med Marilyn Manson, jeg er lige blevet færdig, og... Jamen... Jeg tror faktisk, at jeg elsker ham mere. Altså ikke sådan... forelsket-agtig, men jeg har stor respekt for ham, jeg har stor sympati med ham, og jeg beundrer hans evne til at lave musik, både musik- og tekstmæssigt, og jeg beundrer hans evne som maler. Jeg synes også, at han er en dygtig skribent, både som journalist og forfatter, vurderet på, hvad jeg har læst i "The Long Hard Road Out Of Hell". Jeg vil sige, at jeg ser ham som en form for mentor eller noget i den stil. Han inspirerer mig, han får mig til at føle mig som et menneske, ved selv at være det trods hans "fremtræden". Jeg vidste jo selvfølgelig godt, hvordan han er, før jeg så programmet. Men jeg bliver alligevel altid overrasket over, hvor følsom han er, selvom jeg kan høre det i hans tekster.
Jeg føler ofte, at jeg ikke er et menneske som andre, fordi jeg er mærkelig. Men jeg har fundet normaliteten i Marilyn Manson. Det har jeg fordi hans tekster og de ting, han siger, går ind og viser mig at det er okay for mig at være lidt anderledes, og at jeg har ret til at sige hvad jeg vil. At jeg har ret til at være, hvem jeg har lyst til at være, og at jeg ikke skal være bange for, hvad folk tænker. Jeg skal ikke lade andre få mig ned med nakken, blot fordi jeg ikke er som dem.
Jeg elsker ikke alene Marilyn Mansons musik.
Jeg elsker også Marilyn Manson...
... og alle hans evner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar