Kærlighed to the max!

Katja. 

Hun følger ikke med i min blog.

Kommer aldrig til det - ved hun overhovedet at den eksisterer?

Men jeg vil gerne skrive en "hyldest" til Katja - og jeg kan jo altid sende en e-mail indeholdende dette.

Katja og jeg gik i 1. klasse sammen, boede endda på den samme gade på Vesterbro, Søndre Boulevard. Da vi var lidt inde i 2. klasse, flyttede jeg til en lille provinsby, Solrød Strand, og jeg boede i den del af byen, der hed Jersie. Pludselig en dag, 2½ år senere, kom hun gående på fortovet, netop i Jersie. Det tog lidt tid før hun spurgte om jeg var Rikke. Fra det øjeblik blev vi bedste veninder. Det viste sig, at hendes mor havde fundet en kæreste, der boede stort set ved siden af mig. De havde en masse plader med gammelt popmusik, og Katja og jeg dansede rundt, vi få film og legede med Barbie. Vi legede på på legepladsen og havde det sjovt. Da skolen startede op efter sommerferien, skulle hun starte - i min klasse! Det var lidt specielt, at vi skulle starte i den samme klasse, 2 år efter jeg var flyttet til en eller anden tilfældig by. Vi var bedste veninder stort set indtil 9. klasse sluttede. Jeg valgte 10. klasse, og Katja skulle videre på Slagteriskolen.Vi så ikke noget til hinanden fra vi var 16-17 år og frem til vi var 20 år, da Katja pludselig ringede til mig og spurgte, om jeg ville med til en nytårsfest. Det ville jeg gerne, og efter det genoptog vi vores venskab. I februar 2001, da vi var 20 år, skulle vi i sommerhus. Katja havde en ven, hun gerne ville have med. Han hed René.

Desværre forelskede jeg mig hovedkulds i denne René, som ikke delte mine følelser. Jeg blev sindssyg. Jeg var på rette vej - men der blev jeg sindssyg. Og det gik ud over Katja. En dag ringede jeg til hende og græd i en time og truede med selvmord - mens hun var til konfirmation. Hun gjorde alt for mig, smed alt, hvad hun havde til side for at redde mig, når jeg havde det skidt. Selv da hun flyttede til en anden by, forholdsvis langt fra mig, dukkede hun op flere gange om ugen for at være der for mig. For jeg havde det dårligt hver eneste dag, og hun var der for mig hver eneste dag. Jeg havde ikke internet på det tidspunkt, så jeg skrev breve til hende. Jeg sendte et brev stort set hver dag, hvor jeg ynkede mig selv og beskrev hvor meget jeg hadede mig selv og ønskede at dø. 

Det er utroligt, at hun kunne holde det ud. Og jeg er hende evigt taknemmelig. Hun betyder meget for mig. Rigtig meget. Tænk at være villig til at udholde dette, for en veninde, man ikke har set i så mange år. Og Katja; nu hvor jeg sender dig dette indlæg i en e-mail eller sender dig et link til det, vil jeg gerne sige dette, så du ved det:

Jeg freaking elsker dig.

Hvad jeg skulle have gjort uden dig... Tør jeg slet ikke at tænke på.