Jeg har faktisk ondt i hele underarmen, hvis jeg vender den forkert, eller forsøger at løfte noget. René mener at der er en nerve i klemme. Jeg tror ikke på det, men han plejer at have ret i den her slags ting. Det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gå til lægen med. Det forsvinder nok af sig selv, men det er da irriterende, at det er hele underarmen, som gør ondt. Hm.
Klokken er ved at ramme midnat (den er 23:30 - haha) og jeg skal have skyllet alt det dér opvask af, vi har brugt i dag, men jeg kan ikke komme i gang, jeg giiider ikke. Ikke lige nu, i hvert fald. Jeg vil gerne bare sidde og lytte til musik og være irriteret over, at jeg har bestilt en forkert vare hos nemlig. René har skrevet en e-mail til dem, og jeg håber at de når at læse den, inden de får afsendt min bestilling. Det kunne være, at jeg skulle prøve at ringe derind i morgen tidlig, for at være helt sikker på, at de får beskeden.
Jeg er ellers ikke i særlig godt humør i dag. Det er jeg generelt ikke for tiden. Jeg synes at alting går i den forkerte retning, skuden er ved at synke, der er intet, der fungerer som det skal. Og så er der alle mine egoistiske kriser, som folk blev ved med at sige ville gå væk, når jeg ikke var syg længere. Men de er ikke gået væk! Jeg har snart mere gråt hår end kastanje - og jeg er kun 32 år! Jeg har rynker, hængekasser og mine fødder er for brede til at have pæne sko på, og mine knæ og min ryg forhindrer mig i at have høje sko på. Jeg har ikke noget pænt tøj, for jeg har ikke råd til noget af det, jeg gerne vil have. Jeg går altid omkring og sumper i gamle joggingbukser og T-shirt (som regel med madrester på kasserne), fedtet hår eller en grim frisure - og listen fortsætter. Jeg magter ikke det her længere! Jeg forstår vitterligt ikke, hvad René ser i mig, men han må jo være blind eller noget. Det er jo selvfølgelig også kun det ene øje, der er fuldt syn på - det andet har nedsat syn. Han fik en kniv i øjet da han var 6 år.
Suk. Alle de nedture på én gang. Men der er da noget opløftende! Jeg ved ikke, hvad det er endnu, men jeg skal nok finde ud af det. Lidt optimisme må der sgu være - ikke? Det er da positivt at jeg fik en e-mail fra gode, gamle Maria i går, som jeg har svaret på her til morgen. Maria er en "penneveninde" (kan man godt stadig bruge det ord?) som jeg har skrevet sammen med siden 1996, og som jeg stadig skriver sammen med, bare ikke så meget i øjeblikket. Hun er en travl ung dame. Jeg har også hørt fra en kær veninde, som bare lige skrev en kort besked til mig - en besked, jeg havde bedt om. Den var dog ikke specielt opløftende, må jeg sige. Utroligt at der kan gå så lang tid i det danske sygehusvæsen. Psh...
Jeg er efterhånden ret træt. Det er næææsten midnat, så jeg kan godt tillade mig at gå i seng. Jeg skal have skyllet af først, dog. Men er det ikke flot, alligevel, at jeg har skrevet det her indlæg med 1-finger systemet på kun lidt over 30 minutter?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar