Gemt, glemt og indtørret

"Life's What You Make It"

- den sang lytter jeg til, lavet af Talk Talk.

Folk siger det altid. "Jeg har bare et lorteliv" - "Ja, men livet er, hvad du gør det til".

Men er det virkelig det? Hvad nu, hvis jeg var på kontanthjælp og kæmpede som en gal for at komme ud og få et job, men ikke havde heldet med mig eller var en af dem, der blev tabt i systemet? Hvordan kan det forventes, at jeg skal elske tilværelsen? Man skal selvfølgelig gøre det så godt man kan - men hvis man er kørt psykisk ned, er det så plausibelt? Se her. Mine forældre var på bistandshjælp, da de fik mig. De måtte optage lån til mad og bleer. Mange af lånene er de ikke færdige med endnu. Min mor, som var underernæret, så min far og jeg kunne spise os nogenlunde mætte, fik endelig, efter lang tids søgen, et job som sygehjælper på et plejehjem i nærheden. Hun havde uddannelsen, men havde ikke kunnet finde job. Min far løb med aviser, han vaskede trapper - tog alt, hvad han kunne få. En ven sagde at han skulle blive hyrevognschauffør. Min far havde kørekort, men ikke erhvervskørekort. Han gik op på Københavns kommune og tiggede dem om at give min far et erhvervskørekort. De sagde nej. Min far gik derop hver dag, indtil de sagde ja, og han kørte hyrevogn (taxa) i mange, mange år. Han går på efterløn på mandag. Ellers har en været erhvervschauffør, kørt enten taxa, handicapkørsel, og han har arbejdet for Falck et års tid, indtil noget af det blev solgt til et svensk firma. Det er i øvrigt derfor, ambulancerne er gule og grønne nu (ikke alle steder).

Men de begyndte at tjene penge, begge to. Det er heldigt for dem (og mig). Men hvad med dem, som aldrig får et job, dem, som ingen uddannelse har, dem som intet ufaglært arbejde kan finde, dem, som er syge og ikke kan arbejde... Narkomaner, f.eks., kommer på førtidspension. De kan ikke arbejde - slut prut finale. En mand som René, fysisk ødelagt allerede inden arbejdsprøvningen, psykisk nedbrudt - kan ikke få pension, men skal igennem en voldsom arbejdsprøvning? Hvorfor skal det være sådan? 

De gode jobs handler om erfaring. Men det har i dén grad også noget med held at gøre. Er man på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt - så kan man tjene så meget, at man kan smide om sig med penge, hvis det er det, man vil. Men man kan nemt blive efterladt et sted, hvor man bare får penge hver måned, og ellers ikke hører fra hverken Jobcenter eller kommune. Så får man sige 5-6.000 kroner om måneden, og skal leve for det. Man har råd til en lille lejlighed, ikke noget fancy, man optager et par lån og får en lækker lejlighed og noget pænt tøj - men det er som at sælge sin sjæl.

Jeg skylder mange, mange penge væk. Hvis alle de penge, jeg har lånt siden jeg fyldte 18 bliver lagt sammen, er vi nok et godt stykke over 350.000 kroner. Meget af det er betalt af, og nu skylder jeg kun 160.000 kroner. Men det er bare tomme penge. Jeg har intet af det, jeg har købt. De fleste af pengene er gået til gaver til andre, mad til mig selv og hjælp til at betale andres regninger. Jeg har sagt til folk, der sagde "Hvorfor søger du ikke den højeste pension?" at jeg ikke havde brug for flere penge - men det havde jeg jo. Så jeg søgte og jeg fik den. Jeg (vi) ville være møgrige, hvis jeg ikke skulle betale 2.200 kroner af på mit lån hver måned.

Men man får gæld, oven i den lækre lejlighed og alle de lækre ting. Så slutter det dér. Man kommer ikke videre, man får aldrig et job, men hænger fint på kommunens bøjler i skabet i kælderen. Man ser aldrig dagens lys igen. Gemt, glemt og indtørret.

Tænk på det.

Gemt, glemt og indtørret.

Og så husk på, at kontanthjælp er en seriøs bitch, afhængigheden af kommunen er pinlig, og ydmygelsen er sur røv. Man bliver behandlet som dyr.

Kommunen er ligeglad. For dem er du bare endnu et nummer i rækken, og hvis du er heldig, hjælper de dig med at få et job - er du uheldig, bliver du arkiveret i skabet. Gemt, glemt og indtørret. Du slipper aldrig ud igen.

Så er livet virkelig, hvad man gør det til? Eller er livet, hvad andre gør ved en? Tager man farve efter omgivelserne, som en kamelæon, eller ender man så psykisk nedbrudt, at man sidder på bænken i parken med sin Nettopose fyldt med øl mens man synger "Life's what you make it"?

Livet er ikke, hvad man gør det til.

Livet er, hvad det bliver gjort til.

Og jo, der er en forskel.