Folk, der har selvmedlidenhed, kan være ret belastende. Men folk, som er sprængfyldte med selvmedlidenhed, men ikke ved det, de er værre. Det fandt jeg ud af, da jeg opdagede at jeg selv lå i kategori 2. "Ja, jeg har det sgu så pisse dårligt, men det er min egen skyld, jeg kunne bare have ladet være med at stå op den dag". Folk, der tillægger sig selv skylden for noget, der teknisk set ikke er deres skyld, men som de kan få lidt "ynk" eller "det ved du jo godt, ikke passer" ud af. Jeg har altid tænkt "Det er sgu min egen skyld" og fordi jeg ikke sagde det for at få medlidenhed, tænkte jeg ikke over, at det var selvmedlidenhed. Men det var det jo. For hvorfor skulle jeg ellers sidde og udpensle mine lidelser? "Altså, jeg har det bare så dåååårligt, mand, jeg føler virkelig ikke, at jeg kan leve længere, vel, altså, jeg synes ligesom jeg har ødelagt nok til at kunne retfærdiggøre min fortsatte eksistens". Jeg tænkte "Så længe jeg ikke ønsker at folk skal ynke mig" - så var der intet galt. Men det var der! For selvom jeg ikke ønskede at blive ynket, så var det alligevel meget rart at blive kaldt "en stærk kvinde" når jeg sad og nedgjorde mig selv - også selvom jeg ikke ville indrømme det overfor mig selv.
Men! Heldigvis kan jeg - stadig finde ud af det. Jeg kan godt give mig selv skylden for 2. Verdenskrig og og overbevise mig om, at når folk siger "nej, hold nu op, det var ikke din skyld" - så er det ikke noget, der bider sig fast, og at jeg fortsat vil bære skylden på mine skuldre. Først og fremmest fordi jeg ikke er skyld i 2. Verdenskrig, men også fordi, at jeg "fortjener" at bære skylden på mine skuldre, fordi jeg er et "dårligt menneske". Kender I os? "Jeg er sådan et dårligt menneske" - sådan er jeg, og mange, mange andre står bag mig. For det kan være lige som guf for sjælen at høre "du er ikke et dårligt menneske, du er dejlig" - man ved det godt selv, men det er bedre, når det kommer fra andre. Man sluger det råt, man lever af det.
Men hvordan burde det være?
"Hey... Jeg gik ud uden jakke på, så det er sgu min egen skyld at jeg blev syg. Men jeg havde fand'me ikke regnet med, at det ville begynde at sne - her midt i august"?
Eller måske
"Hey... Jeg havde egentlig hørt at det ville sne, men jeg gik ud uden jakke alligevel, så det er måske lidt min egen skyld, at jeg blev syg"?
Eller måske
"Jamen, jeg har ingen jakke, jeg har ikke råd til at købe en i den her måned, så nu er jeg blevet syg"?
Jeg ligger stadig i den dér gruppe. Men jeg er opmærksom på det, og jeg forsøger stærkt at lade være. René påpeger det ofte, når jeg læser noget for ham, som jeg vil eller har skrevet.
I øvrigt har jeg fundet ud af økonomien til Renés gave, nu mangler jeg bare at alliere mig med hans far. Yeah. Jeg er ret sikker på, at han vil hjælpe mig. Han plejer at hjælpe. Jeg ser SÅ meget frem til at forære René de her ting i julegave! Han bliver SÅ overrasket. Det er rart at overraske René. Det er en af mine yndlingsting! Jeg vil give ham den enten om morgenen, eller når vi kommer hjem. Jeg synes ikke, at han skal have den til selve juleaften. Det er en personlig gave.
Til alle jer, som sidder og tænker: "Det er sgu synd for hende, at hun tænker at det er synd for hende" - af hjertet tak - I er alle sammen meget bedre mennesker, end jeg nogensinde vil kunne bare håbe på at blive.
Yeah. Haha
Ingen kommentarer:
Send en kommentar