Jeg snakkede med en person i dag, som har en mand, der for tiden ligger syg med dårlig ryg. Hun er fuldstændig psykisk udtæret, for han har været syg i 3 uger. Hun sagde til mig, at hun er SÅ træt af det. Og afsluttede med "du kender det jo godt" - og så tænkte jeg: Jeg har en mand, som har ligget syg med voldsomme rygsmerter i 6 år, og som endda har fået en rygoperation for at lindre bare lidt på smerterne og har fået et "det kommer igen" med på vejen. Jeg bliver irriteret engang imellem. Men ikke over det. Ikke over at skulle hjælpe ham med de ting, han ikke kan. Siger det ikke sig selv? Eller er det bare mig, der synes det? At når man elsker hinanden, så er den slags en selvfølge? Jeg ved godt, at denne kvinde går på arbejde, og at det er hårdt at komme hjem til en syg mand hver eneste dag. Måske ville jeg også blive irriteret, hvis jeg stod i samme situation. Men når man elsker hinanden, synes jeg egentlig, at det er naturligt at man hjælper hinanden. Med alt. Men okay. Renés og mit forhold er måske også lidt anderledes end andres. Det er i hvert fald, hvad folk siger. Hvorfor ved jeg ikke, men der er nok en grund.
Men hvis DU er i et forhold med en, du virkelig, inderligt elsker - vil du så tørre røv på den person uden at tænke nærmere over det? Jeg tørrer røv på René uden at løfte et øjenbryn. Hvis han har brug for det, så er det jo bare det, der skal til. René synes at det er pinligt, men det er det ikke. Det er helt naturligt for mig. Desuden ejer jeg hans røv. Hehe
Ingen kommentarer:
Send en kommentar