Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

onsdag den 9. januar 2013

Jordbærtyggegummi!

Kan man ringe til persille? Bliver klokken 4 minutter over 9, hvis man bytter om på '4' og '6' i  9:46? Hvad mener man med "Jeg gik ind i en dør" - er det en forkortelse for, at man kom til at gå ind i en døende? Jeg har mærkelige tanker, seriøst... Tror jeg er blevet syg. Desværre. Jeg er bare... Ja. Jeg trænger til at få RO, og i morgen skal vi reparere vores seng, som i dag er gået i stykker. Det er simpelthen så skideirriterende. Nu er vi nødt til at sove i stuen - den ene på sofaen, den anden på luftmadrassen. Det er da træls. Vi plejer jo at falde i søvn, mens vi holder om hinanden. Det kan vi så ikke i aften. René skal til træning i morgen.

Jeg har fået indført tøjvask i dag, så om halvanden times tid går vi over og vasker vores tøj. Det bliver sgu rart. Jeg glæder mig allerede til at få rent tøj på... Selvom jeg sådan set har rent tøj på nu. Jeg var i bad i formiddags, så det er dog ikke helt rent længere. Jeg dufter ikke længere. Jeg lugter af menneske. Det er ikke noget, jeg har lyst til. Jeg overvejer at gå i bad igen, eller vaske mine armhuler og under brysterne, og putte ny deodorant på, og lidt Bright Crystal. Så er jeg godt kørende til natten. Jeg kan altså bedst lide at gå i seng og være velduftende - især hvis der er chance for at vågne velduftende op :)

Jeg har dog fået spist aftensmad i dag. Kartofler. Og jeg undrer mig - som før - hvorfor folk tror, at hvis bare de spiser nødder og mørk chokolade med 75% +, så kan de spise det lige så tosset som de vil (som erstatning for slik). Hvorfor undersøger de det ikke? Psh!

Jeg vil gerne lige annoncere, at jeg i dag har færdiggjort 6 pakker tyggegummi (X-tra, 60 stk i alt), som jeg købte i søndags. Jeg er rigtig glad, for normalt kan jeg ikke tygge tyggegummi fordi det bliver hårdt og generer min kæbe. Men det her fra X-tra... Det bliver ikke sådan rigtig hårdt. Så min kæbe er ikke generet af det, det smager godt og er smukt pakket ind i en 6-pak. Jeg købte en med lakrids, men man kan sgu også få en med jordbærsmag! Det har jeg ikke set siden de gode gamle Sorbits dage. De har da sikkert nok været der - bare ikke et sted, hvor jeg har lagt mærke til dem. Kan I huske dem? De der Sorbits tyggegummier, som var pakket ind enkeltvis inde i pakken? I de dér små papirer hvor der stod Sorbits på?

Ah... Good ol' days :) Dengang, hvor 10'ere og 20'ere stadig var sedler, og hvor 2-kronen endnu ikke var lanceret, og hvor 1-kronen kom med et splinternyt udseende. Dengang, hvor der var 25-ører, ja, endda helt ned til 5- og 10-ører. Dengang hvor der ikke var hul i 5'erme. Dengang hvor en slikkepind kostede 1 krone, og hvor man kunne få en halv slikbutik for samme pris. Dengang man kunne nå at udhule franskbrødet på vej hjem fra bageren uden at få en reprimande, når man nåede op på 4. sal. Dengang, hvor man blev sendt på tanken af en venindes far for at købe franskbrød og en avis og vi på vejen hjem fik grineflip, så både avis og franskbrød røg ind i cykelhjulet og lå spredt som  konfetti over villavejen. Eller da en venindes far havde bygget en hest, som var megacool, men som man mistede interessen for, når man var allerlængst væk, så man skulle skubbe lortet hjem. Eller når man stjal tyggegummierne fra metaldåsen i toiletskabet, fordi de smagte så godt, og det så senere hen viste sig at være mors paradentose tyggegummier. Dengang Madonna var poppens ubestridte dronning. Var hun lækker eller lige en tand for meget? Hvor lidt tøj på ville hun mon have i næste video? Cher, i hendes mærkelige outfits, men med sange, som kælede for øregangene. Dengang, hvor "Bamse & Kylling" var det fedeste i verden. Dengang hvor "Aske" var Bamses bedste ven, som skulle rejse. "Luna" kom i stedet for. Det var ingen "Ælling". "Når regnen regner oppe på taget, har regnen slet ikke oppedaget - det kan regne nul ned - vi har stoppet hullet. Det ku' regnen jo ikke regne ud" - Bamses sang. Alle de åndssvage programmer på DR1. Satireprogrammer, som man dengang morede sig over, men som man ryster på hovedet af nu. Polyestersatinbukser i blå, lime og hvad det skal være. Buffalosko, og plateausko i al almindelighed. Køge svømmehal, som lå i en anden by. Ungernes "kopimaskine kun til undervisningsbrug" på skolebiblioteket, som blev overvåget strengt at bibliotekar/musiklærer Arne, som ikke opdagede at jeg kopierede alt hvad jeg havde af billeder af Dave Mustaine fra Megadeth og alt andet, jeg mente at jeg skulle have kopier af, og da ofte flere af hver slags. Hehe. Igen; good ol' days.

Nå. Jamen... Jeg må jo hellere gemme nogle af historierne til Fristedet, for det er jo sådan set dér, de hører hjemme :)

Hav en god aften og god tur i morgen :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar