Madvaner

Jeg har lige spist et naanbrød. Det var sgu lækkert nok. Jeg fik ikke spist så meget aftensmad, og det var det eneste, jeg har fået indtaget i dag - så jeg tænkte, at jeg lige ville afslutte med et godt, varmt brødrister-ristet naanbrød. I morgen er jeg nødt til at huske, at jeg skal spise morgenmad. Det er vigtigt. Det er vigtigt at jeg husker at spise. Min mor siger at jeg skal sætte alarmer, så jeg kan huske det. Det virker bare virkelig stupidt. Det er bare superusundt at spise ét enkelt måltid mad i døgnet, hvor sundt det så end er. Jeg må spise morgenmad, og frokost, gerne et mellemmåltid. Jeg kan ikke fortsætte i den her retning. Jeg ved godt, at jeg taber mig, men det er ikke det værd. Måske er det ikke derfor...? En af bivirkningerne ved Zonegran er "vægttab" - det kan godt være det... Jeg ved det ikke. Men jeg er glad for, at jeg bliver smallere. Jeg er ikke glad for, at jeg ikke spiser mere. Af og til tænker jeg på det, især mens jeg laver morgenmad til René, men så tænker jeg "AD! Jeg venter til senere, når jeg har fået lyst" - men lysten kommer bare aldrig. Jeg spiser aftensmaden, som regel fordi jeg er sulten, men ofte fordi jeg bliver tvunget til at spise. René er lidt led, hvad det angår. En gang imellem er det bare sådan, at mad er viiirkelig klamt, og jeg ikke har lyst til at spise noget. Hvorfor skal jeg så tvinges til det? Jeg forstår det bare ikke. Jo, altså, jeg er jo ikke idiot. Men hvorfor ikke bare sige "så spis hvad du kan" i stedet for at fylde min tallerken med hvad plejer at spise og sig "Spis op"? Men I kender det godt, ikke? Når man sidder og skal spise, og maden bare får kvalmen til at vælte op i en, fordi den ser så ulækker ud - selvom det normalt er ens yndlingsret, og måske er det igen dagen efter. Og efter de dage, hvor maden er megaklam, kommer der som regel en af de dage, hvor man får spist alt for meget aftensmad og bliver træt. Og så kommer man ind på sporet igen. Men ét måltid mad om dagen - det er et no-go.

Jeg skal i seng om en halv times tid, og jeg burde lige ordne køkkenet, så der er rent og pænt, når vi står op i morgen. Det er nemlig rart at stå op til et rent og pænt køkken. Det minder mig om (sjovt nok): kender I følelsen af, at I har noget på hænderne, der ikke skal være der, eller omvendt? Altså noget, der burde være der, men ikke er det? Eller at noget af hånden mangler? Ikke sådan så et stykke er væk, men sådan en form for "pludselig opstået" følelsesløshed et sted på hånden? Det kan godt være, at det er mig, der er blevet lidt småsindssyg. Hehe. Det kunne da lige ligne mig! Så håber jeg, at det er væk på mandag, når jeg skal ind til min farmor! Hehe