Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

tirsdag den 9. oktober 2012

Daddy Longlegs er gået hjemmefra

Jeg har kigget i min kalender. Det er sådan noget, jeg gør engang imellem. Det gælder om at træne sig op til at kunne tjekke kalenderen, og hvis man er rigtig dygtig og har øvet sig længe, kan man endda kigge på aftalekort. Og jeg har fundet et i min pung, efter jeg troede at jeg havde skrevet forkert i min kalender, og det beviste, at jeg havde ret; Det er på torsdag den 11. oktober jeg skal til tandlægen. Er I så færdige, hvor jeg glæder mig! Jeg skal have renset tænderne, det tror jeg, at de trænger til. Men jeg ved det ikke.. Jeg har fået René til at tage et billede af mig, og jeg har fjernet alt andet end munden. Mine tænder ser således ud til daglig:
Det kunne godt se ud som om de trænger til en god omgang tandrensning, ikke? Jeg glæder mig sådan, jeg elsker at være hos tandlægen, jeg elsker følelsen af en ren mund, når jeg går derfra. Det er så lækkert. Jeg tror - jeg er ikke sikker - at jeg har fået ny tandlæge, for René har vist bedt om at jeg fik en anden... Jeg ved ikke hvorfor. Nå, men jeg er da ligeglad, så længe hun er professionel! Det bliver så rart, altså!

Jeg er træt. Det plejer jeg slet ikke at være... Det kom også meget pludseligt, så det er nok fordi jeg er blevet sat op i medicin, netop her til aften! Hehe. I sidste uge tog jeg 25mg+25mg Zonegran, og nu skal jeg tage 100mg om aftenen. Det er jo en stor stigning, og især fordi jeg jo ikke tog de 25mg i morges. Så det er nok derfor, jeg er træt. Jeg har bare ikke tid til at gå i seng. Jeg skal fejre, at det endelig er blevet tirsdag, efter en hel uge, hvor jeg har gået og glædet mig til i dag. Ikke fordi jeg skal noget. Men bare selve essensen af "tirsdag" - den dufter vidunderligt! Man kan sige "tirs" mens man suger ind og udånde "dag". Det bliver en dejlig dag. Jeg elsker dejlige dage!

Jeg har dog op til flere e-mails, jeg mangler at svare på, men jeg gider ikke nu, hvor jeg er træt. Så bliver det bare noget halvfærdigt bras. Haha. Det kan vi ikke have. Daddy Longlegs er gået fra sin plads, og vi har ledt efter ham, men han er som sunket i jorden. Jeg håber ikke, at han er kravlet ned i mit vasketøj. Hehe. Så bliver han godt nok ren. Spørgsmålet er måske snarere om han kan overleve en maskinvask.

Ih, jeg har så ondt i fødderne. Det er rigtig irriterende, for jeg kan ikke sådan rigtig gå, og når jeg bare sidder, kommer der spændinger. Det er efterveer fra anfaldet for en uges tid siden. Men sådan er det jo! Man skal ikke græde over skadede ankler. Eller noget i den retning. Jeg regner med, at jeg forsøger at gå med ned og købe ind i morgen. Jeg er træt af at sidde her. Men nu går jeg nok i køkkenet om lidt. Ha! Snydt igen. Så må jeg lige vaske op. Nøj, hvor er jeg træt! Jeg sidder og nikker mens jeg skriver det her! Haha. Typisk mig. 

Rikke signing off for now

Ingen kommentarer:

Send en kommentar