Held eller uheld - men folk klikker rent faktisk på rapoulsen!

fredag den 5. oktober 2012

Fredag, din dejlige dag!

Yaaay! Tillykke med fødselsdagen til alle jer, som har fødselsdag i dag!
(jeg kender ingen, men der er jo nok nogen - alt andet ville være sært uhyggeligt)

Jeg var vist... Træt, da jeg skrev det sidste indlæg i går. Det sker jo. Det er godt nok noget værre vrøvl, men jeg nænner ikke at slette det, for det er tilpas åndssvagt til at være værd at gemme!

Ah... indsnus den dejlige formiddags- gråvejrsdag og tænk: Det er fredag. Jeg skal ikke bruge "fredag" til noget, men man kan ikke komme uden om, at det sgu er fredag netop i dag. Lige præcis i dag, er det den første fredag i oktober 2012. Dagen, hvor alle tænker "Wauw... Det er sgu alligevel fredag den 5. oktober" - og hvor dem af jer, som har fødselsdag, tænker "... og jeg skal fandeme feste igennem!"

Og netop i dag, fredag den 5. oktober 2012, klokken 10:02, sidder jeg og lytter til "She Hates Me", indspillet af Puddle of Mudd. Det er faktisk en ganske fed sang. Faktisk er den supergenial, og hvis du ikke har noget at lave - så tjek den på Youtube [ She Hates Me ] Ooops, så dukkede Elvis op på sidelinjen. Han lavede (sang - jeg ved ikke, om han nogensinde skrev noget selv) nogle fede sange! Den, jeg lytter til nu, er "If I Can Dream". Virkelig genial sang, meget smuk og fantastisk. 

Nu er klokken 10:12, og vores hjemmehjælp kommer 10:15. Jeg har rent faktisk rullet gardinerne op i ALLE vores rum! Vi plejer at leve for nedrullede mørklægningsgardiner. Jeg ved ikke helt hvorfor... Vi har vel et problem med dagslys, eller hva' fa'en ved jeg. Men vi ruller dem kun op, når vi får gæster, og så når vi lufter ud. Så ca. 1-2 gange dagligt, og så lidt ekstra, når der er gæster på trapperne.

Jeg er superglad for min nye frisure. Jeg synes at den falder bedre, og når jeg har været i bad, sidder det sikkert endnu bedre! Jeg synes stadig at det var pinligt at komme for sent. Jeg var sikker på, at hende, jeg snakkede med, sagde 15:45, og ikke 14:45, men de sagde jo, at jeg kom for sent, og det må jeg tro på. De må vide det bedre end jeg. Jeg tilbød endda 40 kroner ekstra som kompensation for at jeg var kommet 35 minutter for sent. Det ville de ikke have, og da jeg tilbød at købe nogen af deres produkter, sagde hun også, at det behøvede jeg ikke. Såøh... Jeg bruger sådan set ikke rigtig nogen produkter, så jeg købte ikke noget.

Og nu har banken lige ringet, for de har fået tilsendt mit nye visadankort, men vil ikke udlevere det før de har set mit sygesikringsbevis, fordi de ikke har min korrekte adresse på mig. Det er blevet sendt fra filialen i Herfølge. For fa'en, altså...! Er de fuldstændig debile? Nå, men jeg må jo skrive en fuldmagt til René, for jeg kan nok ikke gå helt derned i dag, og i morgen har de lukket. De er sgu da belastende, altså. Af og til hader jeg banker. Men vi har snakket om at skifte.

Men jeg vil gerne synge en fødselsdagssang for jer, som har fødselsdag i dag, men jeg har fedtet hår, så der kommer ingen video. Øv. Men så kan I tænke jer til en fødselsdagssang.

Hav det godt til jeg skriver igen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar