Når man har nok i sig selv, og datteren er ligegyldig

I morgen. Yeah. 1 uge. Hamid forventer at være her til onsdag. Det er OK, men den 1. november... Åh! René skal have sin gave! Jeg glæder mig så meget, selvom jeg også er lidt nedtrykt over, at der ikke sådan helt lige er råd til 1.000 kroner til en gave mere. Altså, til på torsdag. Jeg ville så gerne have givet ham begge dele. Jeg har en fornemmelse af, at han vil blive lige glad for begge dele. Jeg er simpelthen så vild med ideen, at jeg har lyst til at låne pengene, men altså... Jeg låner ikke penge bag hans ryg. Ganske enkelt. Det er et meget stort tillidsbrud, og vores forhold bygger på ærlighed og kommunikation. Ja, og så kærlighed, men det siger lidt sig selv. Så det kunne jeg aldrig finde på, selvom tanken har været der. Men det er vel meget normalt at tænke ting, man aldrig ville gøre, eller ved aldrig vil ske?

Der er sket det, at jeg har læst 373 sider i Bibelen. Er I mon helt klar over, hvor mange sider det er? Selvfølgelig, skal jeg da indrømme, har jeg læst det meste for over 7 år siden. Jeg kan ikke huske en skid af, hvad jeg har læst. Men heldigvis har jeg taget taget notater og markeret dem med det de gennemsigtige klistermærkeagtige... ja, klistermærker, med f.eks. gul eller lyserød i den ene ende. På de ender har jeg så skrevet, hvad det er, jeg har hæftet mig ved. Det er superheldigt. Så nu kan jeg læse videre og skal ikke nødvendigvis starte forfra - og så hjælper Jonna jo en hel del.

På fredag kommer mine svigerforældre til en kop formiddagskaffe, og det bliver rigtig hyggeligt - det gør det altid. Jeg har aldrig oplevet, at det ikke var hyggeligt, når de kom. Andet end dengang, de løj, og vi fandt ud af det. Vi havde brugt 50 kroner - 50 skide kroner - på noget fancy kaffe i en kaffebutik, og fået malet bønnerne, så de kunne bruges i vores stempelkande. Det var vores "jomfrukaffekøb" og de sagde at den smagte rigtig godt. Da de 500g var brugt op, købte vi noget nyt, med en anden smag.

 Så sagde de fandeme, at de ikke kunne lide den første, vi havde købt, men vi havde brugt så mange penge på den. Så de havde løjet os lige op i ansigtet - og hvad nu, hvis vi havde købt den samme kaffe igen? Renés forældre er altid ærlige, de siger tingene som de er, uanset hvordan de så end er. At de så sidder og lyver om KAFFE er simpelthen ubegribeligt, og både René og jeg er stadig ret skuffede over det, selvom det er en del år siden. Jeg mener... Kaffe? 50 kroner? Det er sgu for åndssvagt.

Så har jeg lige talt med min mor. Jeg fortalte hende, at jeg har fået meget ondt i ryggen, og at det kom, da jeg bevægede mit venstre ben, så jeg nu mærker en form for piskesmæld i lænden, når jeg går. Så snakkede vi lidt om min far, som også har ondt i ryggen for tiden, om min mor, som havde haft en lang og hård arbejdsdag, og min farmor, som vil give mig en gryde/kasserolle til mig som en slags bryllupsgave. Min mor og jeg skal selv finde ud af, hvem der vil have hvad. Hendes gryde er ved at stå af, og min kasserolle er ved at stå af - så det giver sig selv. Så siger hun "Var der mere, Musser?" og jeg svarer nej. Så siger hun "God bedring med benet" - What the fuck?! Hører hun ikke engang efter, hvad jeg snakker om?! Jeg gad ikke at rette hende, jeg sagde "tak" og lagde røret på. Hun gør det altid. Hun lytter ikke til, hvad jeg siger, medmindre hun ringer for at få svar på noget, hun ikke ved, men som jeg ved. Som regel, når jeg ringer til hende, snakker vi i under 1 minut. Så har hun fået nok af mig. Alligevel ringer jeg, jeg forstår ikke hvorfor. Jeg må se at komme videre. Min mor er ligeglad med mig, selvom hun foregiver noget andet. Hun er ikke interesseret i mig. Min svigermor spørger ind til mig hver dag. I hvert fald hver anden. Hun er nemlig interesseret i mig. Modsat min egen mor. Jeg er skuffet.